Min kone havde lavet kaffe til den repræsentant for et sikringsfirma, som jeg havde lavet en aftale med. Han var kommet kørende fra nabobyen og havde været i lidt god tid, så han kom tidligere end aftalt, og det var derfor, at jeg ikke var nået hjem fra arbejde, da han kom. Hun havde lige fået en helt ny hårfarve, og hun så strålende ud – men det er ikke det, historien handler om her.
På spisebordet i køkkenet, hvos vi sad, havde manden placeret en mappe med dels nogle brochurer, dels nogle elementer fra tyverialarmer, for det var sådan nogle, han var kommet for at sælge. Jeg havde selv tilkaldt ham, for der har været en del indbrud i vores kvarter det seneste års tid, så vi har besluttet os for at gøre livet så surt som muligt for eventuelle indbrudstyve i vores hus.
Repræsentanten fortalte lidt om, at statistikker har vist, at man nedsætter risikoen for at få sit hjem ribbet for værdier med langt over 50 procent, når man installerer en privatalarm, for tyveknægte bryder sig ikke om, at det via en sirene annonceres til hele nabolaget, at der er indbrud i et hus, så de får som regel benene på nakken i samme øjeblik, alarmen lyder.
Han gennemgik et udvalg af forskellige alarmer, og han anbefalede, at vi valgte en trådløs tyverialarm, for det er langt nemmere at betjene den med en fjernbetjening, frem for at skulle taste en kode ind på et tastatur, hver gang man kommer hjem og skal ind i huset.
Det viste sig, at merprisen for at få den fjernbetjent var temmelig beskeden, så det valgte vi.
Recent Comments